– Vinterforhold –
Indsamling af affald i vintervejr
Når vintervejret rammer Danmark, påvirker det ofte affaldsindsamlingen. Nogle borgere oplever, at deres affaldsbeholder ikke bliver tømt grundet vejret, og det skaber naturligt frustration hos nogle. Men hvorfor kan skraldemændene ikke altid gennemføre tømningen?
Som arbejdsgiver har City Container Danmark et ansvar for, at vores medarbejdere kan udføre deres arbejde sikkert og i overensstemmelse med lovgivningen. Is og sne udgør en reel risiko for skraldemændene, når de bevæger sig rundt for at indsamle affald. I vinterperioden januar-februar 2026 havde 11% af City Container Danmarks samlede medarbejdsstyrke arbejdsskader med sygefravær som følge af de glatte forhold. Når veje, fortove, indkørsler og stier ikke er ryddet, øges risikoen for faldulykker markant.
City Container Danmark ønsker, at vores medarbejdere møder friske på arbejde og går friske hjem igen. Derfor er det den enkelte skraldemand, der vurderer om affaldsbeholdere kan tømmes uden at gå på kompromis med deres sikkerhed – og der er en række krav, der skal være overholdt, for at en affaldsbeholder kan tømmes.
Hvornår kan skraldemanden tømme en beholder i vintervejr?
Vejene skal være ryddet
Selv et tyndt lag sne på en vej kan udgøre en betydelig sikkerhedsrisiko for skraldemændene. Både når de stiger ud af skraldebilen, og når de færdes på vejen. Under sneen kan der ligge is, som skraldemændene ikke kan se, og derfor heller ikke vurdere om, der er risiko for faldulykker. Det er kommunens pligt at sørge for, at en offentlig vej er ryddet, mens det er den enkelte husejers pligt at sørge for, at en privat fællesvej er ryddet fra skel og til midten af kørebanen i hele husejerens matrikellængde.
Fortove skal være ryddet
Fortovene skal være ryddet for is og sne, og snevolden, der ofte ligger mellem vejen og fortovet, skal også være fjernet, der hvor affaldsbeholdere skal trækkes ud. Hvis fortove ikke er ryddet eller snevolden ikke er fjernet, øges risikoen for, at skraldemændene falder, når de trækker de op til 100 kg. tunge affaldsbeholdere ud til skraldebilen. Det er borgernes pligt at sørge for at fortove og snevolde er ryddet.
Adgangsvej til affaldsbeholdernes placering skal være ryddet
Alle adgangsveje til affaldsbeholdere på borgernes grunde skal være ryddet for is og sne, da skraldemændene ikke kan se underlaget under sneen, og dermed kan de ikke vurdere, om der gemmer sig glatte områder under sneen, hvilket øger risikoen for, at de glider og kommer til skade.
Hvorfor kan skraldemændene ikke bare…
Gå med pigsko?
En skraldemand går mellem 20.000 og 40.000 skridt i løbet af en arbejdsdag. Det kan man ikke gøre forsvarligt i pigsko. Selvom pigsko giver en skridsikker færd på sne og is, skaber de en række andre arbejdsmiljømæssige udfordringer.
Pigsko er tunge, stive og designet til kortvarig brug på is – ikke til mange kilometers gang på skiftende underlag. Den hårde sål og de faste pigge giver dårlig stødabsorbering, hvilket belaster knæ, hofter og lænd. Over en hel arbejdsdag kan det føre til smerter, overbelastning og i værste fald langvarige skader. Derudover kan pigsko give dårlig balance på hårde, tørre eller ujævne overflader, fordi piggene ikke får ordentligt greb.
Samtidig må man ikke køre skraldebilen iført pigsko. For chaufføren ville det betyde, at pigskoene skulle tages af og på flere hundrede gange i løbet af en arbejdsdag – en både tidskrævende og fysisk belastende proces, som i sig selv øger risikoen for arbejdsskader.
Køre med vinterdæk på deres skraldebiler?
City Container Danmark kører med helårsdæk i stedet for vinterdæk, om vinteren. Det gør vi af trafiksikkerhedsmæssige årsager. På tør vej, som vi oftest befinder os på, har helårsdæk kortere bremselængde end vinterdæk. Derfor er det en afvejning af sikkerheden i den samlede kørsel der gør at vi vælger helårsdæk til kørsel om vinteren, fremfor vinterdæk.
Tage restaffaldet med. Min papbeholder blev tømt i går?
Det er altid den enkelte skraldemand, der vurderer, om en affaldsbeholder kan tømmes sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vores skraldemænd er ærekære omkring deres arbejde, hvorfor nogle ind i mellem desværre går længere end de burde for at hjælpe borgerne. Det kan betyde, at den enkelte skraldemand i praksis kan komme til at bryde arbejdsmiljøreglerne for at få en beholder tømt. Det betyder samtidig, at man som borger kan opleve at få tømt én fraktion, men ikke en anden. Netop derfor arbejder vi løbende på at sikre, at alle skraldemænd foretager den samme sikkerhedsvurdering på en adresse, så oplevelsen bliver mere ensartet og retfærdig.’
Tage affaldet med? De kan finde ud af det i Norge…
I Norge er kommunernes vinterberedskabet dimensioneret til lange, stabile vintre. Det er ikke tilfældet i Danmark. Samtidig er vintervejret i Norge koldere end i Danmark. Det betyder, at Norge ikke oplever samme grad af skift mellem frost og tøvejr, som giver dannelse af is på underlaget. I Danmark giver netop disse skift hyppig dannelse af islag, som gør underlaget langt mere uforudsigeligt og risikabelt for skraldemændene. I øvrigt har Norge de samme regler for rydning af kørebaner, fortove og adgangsveje til beholdere, som vi har i Danmark.
Kort sagt: De norske forhold og beredskaber kan ikke sammenlignes direkte med de danske. Vinteren i Danmark stiller nogle andre og mere skiftende sikkerhedsmæssige krav til affaldsindsamlingen.
Tage affaldet med? Hjemmeplejen kan godt lave husbesøg…
Hjemmepleje og affaldsindsamling er to meget forskellige opgaver og kan derfor ikke direkte sammenlignes.
- En hjemmeplejer foretager typisk 8–10 husbesøg på en arbejdsdag. En skraldebil foretager 400–500 stop.
- En hjemmeplejer går til og fra borgerens dør. En skraldemand skal transportere affaldsbeholdere, der kan veje op til 100 kg, ud til skraldebilen.
- Hjemmeplejens arbejde foregår primært indendørs, hvor der er tørt og sikkert. En skraldemands arbejde foregår udendørs, ofte på glatte veje, fortove og indkørsler samt i trafikken.
Derfor er risikoen for faldulykker og arbejdsskader markant højere for skraldemænd, især i vintervejr. Det er årsagen til, at affaldsindsamlingen nogle dage må aflyses, selvom hjemmeplejen stadig kan gennemføre deres besøg.
Køre op ad vores vej? Min datter kan cykle rundt på vejen…
En skraldemand arbejder under arbejdsmiljøloven, og derfor gælder der helt andre sikkerhedskrav for ham end for en privatperson, der vælger at cykle på en snedækket eller glat vej. En skraldemand er forpligtet til at arbejde sikkert og må ikke udsætte sig selv eller andre for fare.
Derudover er der stor forskel på, om en cykel eller en privatbil kan færdes på en vej, sammenlignet med en skraldebil, som er en tung lastbil med helt andre bremse- og styreegenskaber. Hvor en cykel kan manøvrere uden om glatte områder, kræver en lastbil langt mere plads, længere bremselængde og et stabilt underlag for at kunne køre sikkert.